Christian Den Fjerdes Laug

Nyheder

limfjordDe to 25 årige beredskabsassistenter, som reddede en 77årig mand fra druknedøden i sin bil i den isfyldte Limfjord, blev torsdag (3. marts) hædret som ”dagens helte” af Christian Den Fjerdes Laug.

Det skete ved en lille højtidelighed i Laugslokalet i Jens Bangs Stenhus i overværelse af to kolleger, som var med på udrykningen, chefen for Beredskabscenter Aalborg, Jørgen Pedersen, redningsaktionens indsatsleder, beredskabsinspektør Peter Reinau, samt fem medlemmer af Laugets styrelse anført af oldermand Niels Voss Hansen.

Oldermanden understregede de to unge mænds tapre redningsindsats, der nær kunne have kostet dem selv livet og sagde, at der absolut var grund til at fejre dem, selvom det var en tragisk hændelse, der dog fik en positiv udgang.

Hver af redningsmændene modtog en specialfremstillet C4 nøglering, der senere forsynes med inskription og de to, som reddede bilisten ud, henholdsvis Sonny Nautrup Nielsen, og Jens Christian Østerby Jensen, modtog hver en check på 1000 kr.

På Beredskabscentrets vegne takkede Jørgen Pedersen for Laugets initiativ og for prisen. - Det er altid rart med ros udefra, sagde han.

Alarmen kom mandag morgen kl. tre fra en mand i Nørresundby, som havde set en bil enten køre i det isfyldte og kolde Limfjordsvand for enden af Vestre Fjordvej eller være i en kollision. Det første var tilfældet. J.C. Østerby Jensen fortæller, at bilen delvis flød og stod på isen ca. 25 meter fra land og på omkring fire meter dybt vand.
Iført overlevelsesdragter/tørdragter svømmede de ud til den synkende bil. Der sad en mand i den i vand til brystet ivrigt fagtende. Det indsivende saltvand havde bevirket at bilens automatiske sikringsanlæg havde låst alle døre og bagagerumsklap, fortæller de. Redningsmændene måtte knuse bagruden og kom derved ind i bagagerummet så de kunne lægge bagsædets splitryglæn ned og få fat i føreren som selv var kravlet bagud i bilen. Sonny Nautrup, som nu var under vand, prøvede at trække manden ud og herved kom bilistens ene ben i klemme. Kostbare sekunder gik, men med en sidste kraftanstrengelse fik de to redningsmænd trukket den 77-årige fri og bjerget ind til land, hvor politi og Falck-reddere modtog dem med klapsalver. Falcks frømænd bjergede senere bilen. Den 77årige, som er fra Aalborgs opland, har selv forklaret, at han på vej til sygehuset for vild og kørte i vandet. Bilisten overlevede, redningsfolkene fik nogle rifter og skrammer. Det var alt.

J.C. Østerby Jensen takkede for den tildelte hæder og sluttede: Jeg mener stadig, at det er vores arbejde.

Billedtekst:
Oldermand Niels Voss Hansen, th, taler til de to redningsmænd Jens Christian Østerby Jensen, yderst tv, og Sonny Nautrup Nielsen, og til deres kolleger og foresatte samt Laugsbrødre.

Foto: Jens Morten

laug2011

Mange nye i gammelt laug.

558 personer fra 17 forskellige lande. Så mange nye medlemmer har Christian Den Fjerdes Laug optaget i løbet af det forgangne år. Det fortalte oldermand Niels Voss Hansen, da lauget onsdag, den 23. februar holdt sin årlige laugsforsamling i Aalborg.

De nye medlemmer kommer både fra lande som Ukraine og Bosnien-Herzegovina, men der er også mange nordmænd og danskere blandt de nyoptagne.

7. juni havde lauget besøg af Oslo-afdelingen, samme dag præsenterede man de nye udgangsuniformer ved en seance på rådhuset.

I forbindelse med festlighederne 4. juli optog lauget USA’s ambassadør Lauire S. Fulton, direktør Ditlev Engel fra Vestas samt ungdomstaler Marianna Lubanski. 19. oktober gik turen til Oslo, hvor der var optagelse i Oslos Militære Samfund.

Året bød også på en rund fødselsdag, da laugsmedlem Karen Wöhlk blev 100 år. En delegation besøgte fødselaren, som fik overrakt en flaske laugsbitter til tonerne af en trompetsolo.

Ifølge oldermanden har lauget i årets løb mistet en del sponsorater, og økonomien i 2010 blev også belastet af en huslejeforhøjelse, samt en udgift til opdatering af laugets hjemmeside.

Laugsforsamlingen i Duus Vinkælder blev fulgt af 200 medlemmer, og efter oldermandens beretning uddelte man en række priser og ”økonomiske skulderklap“.

Kathrine Størup Thomsen og Helge W. Larsen 4. Majkollegiet fik et ”økonomisk skulderklap”. Prisen som årets soldat gik til sergent Kim Næsager Dalum fra sanitetskompagniet i 1. logistikbataljon – blandt andet fordi han i sit virke som instruktør og fører er ”yderst engageret og motiverende”.

Årets fanfarepris gik til cheftræner for AaB’s herrehåndbold, Peter Bredsdorff-Larsen, som førte holdet til sejr i det danske mesterskab i 2010 og bragte Aalborgs navn videre ud i verden via sit virke som assistenttræner for landsholdet ved VM.

Hædersprisen gik til forfatter Ib Skovfoged Laursen, som blandt andet er kendt for lokalhistoriske bøger som ”Det gamle Aalborg på vrangen”, ”Duller, tyveknægte og knippelsvingere” og ”Vejgaardfolk”.

stenhusNu er der jo ikke alle træer der vokser ind i himlen, og hvis du var mellem de første 700, der tilmeldte dig, er der en chance for, at du har modtaget en hel del enslydende mails søndag aften den 2. januar.

Vi blev heldigvis hurtigt klar over fejlen søndag aften, og via vores IT-leverandør fik vi stoppet systemfejlen.
Vi beklager dybt, og håber at det ikke har givet alt for store gener.
I øvrigt vil jeg gerne takke alle for den positive måde overgangen til e-post er blevet modtaget på.

Godt nytår.

Niels Voss Hansen Oldermand

elevFor 21. gang er Christian Den Fjerdes Laugs Humørlegat i denne juletid uddelt til en elev på hver af Aalborgs syv gymnasiale uddannelser

Da Lauget blev stiftet i 1942 som en lys idé i en mørk tid (den tyske besættelse af Danmark) var ét af formålene at skabe et fristed i vinkælderen under Jens Bangs Stenhus for sande danskere og specielt aalborgensere, mens landet var besat. Desuden at være katalysator for fest og glæde i hverdagen. Legatet på 1000 kr. til hver er et skulderklap til en elev, som med sit gode humør, glade sind og positive indstilling er med til at inspirere såvel lærere som kammerater til at få hverdagen til at fungere på en positiv og mere fornøjelig måde.

På Aalborghus Gymnasium blev Humørlegat uddelt på skolens fødselsdag. Den udvalgte var Ida Krebs 1.m, som modtog legatet med følgende ord fra rektor Torben Poulsen: Ida er en meget livsglad pige med et positivt og glad sind. Hun er for lærerne en fornøjelse at have som elev, èn der bidrager til en god stemning blandt sine kammerater.

Ida besidder tydeligvis en humoristisk og humørspredende kreativitet i kraft af sin skønne finurlige hårpynt. Hun har helt sikkert en afsmittende effekt på sine omgivelser.

De øvrige modtagere af Christian Den Fjerdes Laugs Humørlegat 2010 er:
Nørresundby Gymnasium: Randi Fuglsang Pedersen, 3. x. Aalborg Katedralskole: Maria Hilscher 2. x. Hasseris Gymnasium: Marie Hagstrup, 3. x. Aalborg Tekniske Gymnasium: Trine Løth Andersen, 3. d. Aalborg Handelsskole, Saxogade: Rasmus Kjærgaard Wielandt, 3.d. Aalborg Studenterkursus: Adam Olesen Damkjer 1. d.
I et takkebrev til ”humørglade venner i Christian Den Fjerdes Laug” skriver Adam Olesen Damkjer bl.a. Jeg føler mig meget beæret over at få sådan en opmuntring og den anerkendelse, der ligger i at modtage dette legat. Siden Laugets stiftelse har I spredt glæde og godt humør i Aalborg. I er noget, vi alle er stolte over. Hold I bare ved det gode humør og glade sind, der inspirerer os alle.

stenhus

Christian Den Fjerdes Laugs styrelse har besluttet, at Lauget går over til elektronisk post fra 2011. Det sker for at imødegå de negative økonomiske følger af postvæsenets portoforhøjelser og stigende udgifter til trykning af Laugs-Tidende. Hertil har vi brug for medlemmernes hjælp i såvel ind- som udland.

Da Lauget indførte begrebet ”Livsvarige” medlemmer var formålet, at afkastet af kapitalen skulle bruges til velgørende formål med donationer fra Christian Den Fjerdes Laugs FOND. Renteafkastet er imidlertid blevet meget mindre. Hvis denne udvikling fortsætter, uden at vi gør noget ved det, forsvinder vores kapital. Derfor forsøger vi at skære ned på omkostningerne ved at gå over til elektronisk post og udgive vort blad via Laugets hjemmeside.

Tilmelding til modtagelse af elektronisk modtagelse af Laugs-Tidende og andre nyheder fra Lauget sker via dette link: http://www.chr4laug.dk/update Her indtastes medlemsnummer, navn og e-mail adresse. Dit medlemsnummer kan ses på den netop udsendte udgave af Laugs-Tidende 2011.
Tilmelding til elektronisk modtagelse af Laugs-Tidende giver en hurtigere, bedre og billigere information til medlemmerne.

Hvis man fortsat ønsker at modtage ”Laugs-Tidende” som brevpost, skal man skriftligt meddele dette til Christian Den Fjerdes Laug, postboks 1644, DK 9100 Aalborg.
Med dette tiltag og medlemmernes hjælp håber Laugsstyrelsen at kunne bevare det nuværende niveau for hjælp til godgørende formål og helst øge antallet af donationer


Styrelsen for Christian Den Fjerdes Laug