rebildbakker news

Der er mange traditioner i Aalborg og Rebild omkring d. 4. juli – USA´s uafhængighedsdag.
En af de faste traditioner er optagelse af gæster til Rebildfesten i Christian den fjerdes Laug. Dette skete naturligvis også i år efter de gældende ritualer for optagelse.

På bedste og festligste vis førte Oldermand Niels Voss Hansen de nye medlemmer igennem optagelsen, og som det er foreskrevet i optagelses ritualet måtte de nye medlemmer ud på den traditionelle vandring omkring Jens Bang Stenhus, for at komme frem til bagsiden af huset med den ”hemmelige” indgang til vinkælderen. Her blev de nyerhvervede nøgler til bagdøren indviet, således at de nye medlemmer, nu som alle øvrige medlemmer af Chr. 4. Laug kan skaffe sig indgang til vinkælderen med deres nøgle.

Ligeledes blev gæsterne udsat for den traditionelle menu med danske røde pølser med brød, samt den livsnødvendige ”Kartoffel-juice”. Blandt de optagne var af Rebilddagens hovedpersoner: Chargé d’ Affaires Laura Lochman, der er stedfortrædende US-ambassadør i Danmark, amerikansk hovedtaler Rene Gross Kærskov, eventyrer m.m. og universitetsrektor Dr. Lyle Loelofs, Berea College der også var taler i Bakkerne. Dansk hovedtaler var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der tidligere er optaget i lauget.

Herefter blev residensen forlagt til Rebild, hvor den traditionelle ”Teltfrokost” blev afholdt på parkeringspladsen foran Rebildhus. Her er der også tradition for Chr. 4. Laugs medvirken – og som vanligst besteg medlemmer af Chr. 4 Laugs styrelse podiet, under flot lurblæseri af Laugets musikdirektør solotrompetist Per Iversen. Herefter uddelte Oldermand Niels Voss Hansen slips til herrerne og tørklæder til damerne.

Efterfølgende fulgte ”Rebildfesten” i bakkerne, der ikke mindst grundet dagens gode vejr, var velbesøgt, det blev umiddelbart fastslået, at antallet af gæster var noget større end sidste år, og det er da positivt for denne 105 år gamle tradition. <<<

Fotograf: Jens Morten og Fini Ryming

Se billederne