laug2011

Mange nye i gammelt laug.

558 personer fra 17 forskellige lande. Så mange nye medlemmer har Christian Den Fjerdes Laug optaget i løbet af det forgangne år. Det fortalte oldermand Niels Voss Hansen, da lauget onsdag, den 23. februar holdt sin årlige laugsforsamling i Aalborg.

De nye medlemmer kommer både fra lande som Ukraine og Bosnien-Herzegovina, men der er også mange nordmænd og danskere blandt de nyoptagne.

7. juni havde lauget besøg af Oslo-afdelingen, samme dag præsenterede man de nye udgangsuniformer ved en seance på rådhuset.

I forbindelse med festlighederne 4. juli optog lauget USA’s ambassadør Lauire S. Fulton, direktør Ditlev Engel fra Vestas samt ungdomstaler Marianna Lubanski. 19. oktober gik turen til Oslo, hvor der var optagelse i Oslos Militære Samfund.

Året bød også på en rund fødselsdag, da laugsmedlem Karen Wöhlk blev 100 år. En delegation besøgte fødselaren, som fik overrakt en flaske laugsbitter til tonerne af en trompetsolo.

Ifølge oldermanden har lauget i årets løb mistet en del sponsorater, og økonomien i 2010 blev også belastet af en huslejeforhøjelse, samt en udgift til opdatering af laugets hjemmeside.

Laugsforsamlingen i Duus Vinkælder blev fulgt af 200 medlemmer, og efter oldermandens beretning uddelte man en række priser og ”økonomiske skulderklap“.

Kathrine Størup Thomsen og Helge W. Larsen 4. Majkollegiet fik et ”økonomisk skulderklap”. Prisen som årets soldat gik til sergent Kim Næsager Dalum fra sanitetskompagniet i 1. logistikbataljon – blandt andet fordi han i sit virke som instruktør og fører er ”yderst engageret og motiverende”.

Årets fanfarepris gik til cheftræner for AaB’s herrehåndbold, Peter Bredsdorff-Larsen, som førte holdet til sejr i det danske mesterskab i 2010 og bragte Aalborgs navn videre ud i verden via sit virke som assistenttræner for landsholdet ved VM.

Hædersprisen gik til forfatter Ib Skovfoged Laursen, som blandt andet er kendt for lokalhistoriske bøger som ”Det gamle Aalborg på vrangen”, ”Duller, tyveknægte og knippelsvingere” og ”Vejgaardfolk”.